Forside_historie

Fodtussehistorie

Fodtusserne begyndte blandt ansatte i Zeuten & Aagaard - nu Contex, helt tilbage i 1979/1980. Vi var nogle stykker, som mødtes en gang om ugen efter arbejdstid og gik nogle træningsture i motionens gode navn. Vi brugte de populære OL-Marcher som en del af vore træningsture. Ret hurtigt blev vi enige om at starte som en selvstændig forening, hvilket vi gjorde i 1980.

 

Foreningens første logo

Historien omkring vores første logo er, at vi blev stiftet i det samme år som museet i Svendborg fik sponsoreret det gode skib Viking. Samtidig ville vi gerne give vores forening et maritimt islet, da Yachtmarchen var i støbeskeen, da foreningen blev stiftet.

 

I forbindelse med Ø-vandringen fik vi et nyt logo; nemlig fodtussen til højre med rygsæk og vandrestok

 

Historien om vores fane

Det var meget oppe i tiden at gå i sin fritid, og rigtig mange sluttede op om vore første arrangementer i fodtusseregi; Valdemar marchen i foråret 1980. Denne march var landsdækkende og en hyldest til vores dejlige Dannebrogsflag og i samarbejde med Danmarkssamfundet.

I 1980 fik vi også via Danmarkssamfundet vores fane ved en ceremoni ude i Den Fynske landsby i Odense på Valdemarsdagen den 15. juni. Det var meget stemningsfuldt og fanen har fulgt os ved vore marcher i alle årene og gør det stadigt.

 

Marcher og vandringer

Den første Yachtmarch løb af stabelen i 1980, og 425 deltagere var ude at gå med start i Rantzausminde. Det er et tal, som ikke kan mønstres på vore marcher i dag.

Gennem årene har vi afholdt Naturvandringer fra SID-hytten i Christiansminde, været medarrangører af Svendborgsundmarchen og var med til at danne Egebjergmarchen i starten af 90'erne sammen med flere foreninger i det gamle Egebjerg kommune. Egebjergmarchen blev på et tidspunkt overgivet til Fodtusserne således, at det blev et rent fodtussearrangement. Efter moden overvejelse, valgte vi at nedlægge Egebjergmarchen efter 10 år på grund af vigende deltagelse.

Vi arrangerer også Vinterturen på Langeland, en lille march, som startede med nogle få deltagere, der blot ville ud at gå en hyggelig tur mellem jul og nytår, men så ville deltagerne også gerne have stempler og Vinterturen blev lagt ind under Fodtusserne i 2010.

I 2011 startede vi Ø-Vandingen, med start fra Thurø Skole og med dejlige ruter på Thurø, Fyn og Tåsinge og med M/S Helge som en del af oplevelsen. Denne oplevelse blev dog et dyrt bekendtskab, og logistikmæssigt hænger det ikke sammen, når vi af sparehensyn skal bruge de ordinære afgange med m/s Helge.

 

Medlem af DMF

Organisationsmæssigt var vi tilknyttet Dansk Gangforbund i de første 25 år, og valgte så på en generalforsamling at skifte til Dansk Motions Forbund (DMF).

 

Formål

Enhver kan optages i Marchforeningen Fodtusserne Svendborg.Foreningens formål er at arrangere marcher/vandringer på Sydfyn og øerne. Grundlaget for foreningens eksistens i dag er en samling mennesker, der ud over at arrangere marcher, nyder at tage på ture sammen, hvor vi hygger os i gode venners lag.

 

 

 

 

Fodtusser, efter en vellykket Ø-Vandring i 2013

Web: Birgitta ¤ Tekst: Ingeborg